Handicapprisen 2019 går til Idrætsskolen for udviklingshæmmede

"Man bliver et andet menneske"
Billede
Billede af Handicapprisens vinder 2019

Handicapprisen, der er på 6.000 kr., er en anerkendelse af en ildsjæl, der har ydet en særlig indsats for mennesker med handicap i Københavns Kommune.

Socialborgmester Mia Nyegaard var i Grøndalscenteret for at overrække prisen og en stor check til Idrætsskolen for Udviklingshæmmede. Skolen er på rigtig mange måder var et banebrydende dagtilbud til psykisk udviklingshæmmede borgere, da skolen startede 25 år siden. Derudover deltog administrerende direktør for Socialforvaltningen, Nina Eg Hansen, samt Troelsk K. Gamst og Laura Rosenvinge, der begge er medlemmer af rådet, og som har siddet med i dette års jury. 

Socialborgmesteren gav prisvinderne, skoleleder Søren og eleverne disse ord med på vejen:

I har her på Idrætsskolen for Udviklingshæmmede siden 1994 ikke bare ydet en særlig indsats for borgere med handicap i København. I har vendt op og ned på rigtig mange menneskers liv. Da I startede som Idrætsdaghøjskole for udviklingshæmmede for 25 år siden i lokaler på Tingbjerg skole, var mange af jeres nye elever ikke vant til at røre sig. Det var en anden tid. Skal vi sige en mindre aktiv tid?"

Dengang var hjemmerullede smøger, usund mad og drikke hverdag for mange af eleverne, som kom ude fra bostederne. Mange var overvægtige, i dårlig form. Nogle kunne knap nok løbe, mens de fleste var halvstive og usmidige. I dag viser Idrætsskolen en helt andet fokus på sundhed, krop og styrke, understregede borgmesteren.

"Hos jer var det en anden sag. Hos jer varmede man op og strak ud. Hos jer fik man knæene op og benene på nakken. Hos jer fik man styrke og smidighed i kroppen. Stille og roligt, skridt for skridt. Altid fremad eller til siden, aldrig tilbage. Man løb lidt længere end ugen før. Man løb lidt mere efter bolden. Kastede lidt længere og greb flere bolde. Og man havde ikke helt så ondt i skroget, når man stod op om morgenen".

Mia Nyegaard brugte sin egen erfaring med alt fra håndbold til yoga.

"Jeg ved, hvor meget det betyder for livskvaliteten, når man har brugt sin krop og er træt på den gode måde. Man bliver et andet menneske.
Og der er der vitterligt mange af jeres elever, der er blevet. Ikke til andre mennesker, men til næsten helt nye mennesker. Fordi de har fået en masse til både krop og sjæl hos jer. Jeg ved også, at rigtig mange af jeres elever har haft svært ved at holde op. Det handler om personlige sejre. Det handler om at lære nye ting. Flytte sine grænser. Overvinde noget, som man troede var uovervindeligt. Og når man som her hos jer tilmed gør det sammen med andre. I et fællesskab. Så får man en masse ekstra med. Alt det sociale, alle de nye venner. Et helt særligt fællesskab, hvor det er fuldstændig lige meget hvor man kommer fra eller hvem man ellers er".

Hun afsluttede med ordene:

"For her er alle lige interesserede i det, I har sammen og gør sammen. Det synes jeg er fantastisk. Og Idrætsskolen ér et fantastisk sted. Som i dén grad fortjener anerkendelse af den helt særlige indsats, I yder for mennesker med handicap i Københavns Kommune. I har tilmed gjort det i 25 år. Stort tillykke med Handicaprådets handicappris."